Tilmeldte Vendere

Brødrene Hvid

Kontaktperson: Martin Lytje

“Blandt vendere findes der mange legender. En af dem handler om skibet ”Den hvide basalisk”. Styret af Ulgrim den udødelige, en mand der både var berygtet for sin snarrådighed og for at overleve både slag, snigmord og baghold. Den hvide basalisk drog længere end andre skibe og kom ofte tilbage med større bytte. Men prisen for at være ombord var stor. Ved optag i besætningen måtte en vender afgive sin æts navn og blive en del af ætten Hvid. Han var nu en del af en familie kun døden kunne skille ham fra.

Da Dalfolket landede i Venderland var Ulgrim og hans flagskib “Den hvide basalisk” ingen steder at se. For Ulgrim var og hans mænd var atter engang sejlet til fjerne egne og de første kampe foregik uden dem.

To uger senere slog Ulgrim og hans folk til mod dalfolket. I et natteangreb brændte de store dele af dalfolkets flåde. Dage senere modtog Ulgrim et brev. Det siges at han så snart han havde læst det, kastede brevet i bålet. Herefter beordrede han sine folk til at marchere indlands mod et mødested. På vejen faldt besætningen i et nøje planlagt baghold. Af den hvide basilisks besætning på 60 mand overlevede 20 bagholdet. Hver anden af disse blev henrettet og Ulgrim’s kropsdele blev parteret og sendt til alle dele af venderland, som skræk og advarsel for hvad der skete ved stormændenes fjender.

De resterende besætningsmedlemmer slog sig efter de sidste kampe knækkede ned i Arkona. Her tog de navnet ”Brødrene Hvid”. De sidder nu tungt på træhandlen i byen og tilbyder sikkerhed for dem der ønsker at vove sig ud i områdets skove, hvor alt ellers kan ske. Der er ofte fest hos brødrene Hvid. Rygter siger at det er fordi stilheden bringer fortidens spøgelser i live.”

 

Yndlingeætten

Kontaktperson: Cecilie Nemeth

Vi er Ynglinge-æten, og vores forfædre var vølverne og de vise i landet.
Vi bar traditionerne og fortællingerne, kulturens ritualer og kontakten til ånderne som vores byrde og vores børns byrde, fra fødsel til grav.
Til hverdag er vi urtekyndige, historiefortællere og byrde-bærere (vi tager imod jeres hjerteproblemer og tanker der er tabt for ære, og finder måder at hjælpe på).
Men vores ældste blev brændt, og vores tro på de første, smidt til jorden. Vores store pæle hugget til brænde, og vores ånder fordrevet.
Vi er bøjede som græsstrå, men ikke knækkede.
Vi har stadig vores rituelle kapper, og vores forfædres knogler, dem har de udefrakommende ikke taget fra os.
Og vi finder os i deres kristne tro, men rygterne går, at vil man renses fra dåbens forbandelse og finde tilbage til de Første, så kan man finde os om natten, dybt inde i skoven, udføre ritualer ikke helt ufarlige.

 

Ranulv ætten

Kontaktperson: Lars Meldahl og Dennis Persson.

Ranulverne har siden de kunne skubbe den første båd ud i vandet været ivrige plyndringsfolk, der hentede store mængder slaver hjem til deres marker. Dette satte dem i den favorable position at de dyrkede så meget korn at de fik overskud til deres ynglings beskæftigelse: ølbrygning og gilder!
Siden da har Ranulverne været kendt som slagsbrødre og eminente bryggere. Ved hjælp af dette og arrangerede ægteskaber, har de sat sig solidt i byen og har den største ølstue i området, Ravnereden.
Når det kommer til forhandlinger mener Ranulve Æten at der altid høre øl til, for når en Ranulv har en øl i hånden så kan de ikke slås.
Dette har selvfølgelig betydet at Ranulverne tog meget aktiv del i krigen mod de kristne og mistede mange stolte huskarle som følge. Dette har svækket ætten i en vis grad, og rivaler kigger nu sultent efter dem.
Men en ting man aldrig må glemme om Ranulvene, er deres motto: Vi er altid nær

Kroen
Den store ølstue, Ravnereden fik sit navn fra flere år siden fra familien Ravnung, inden Ranulverne overtog den gennem meget fordelagtige forhandlinger til Ranulvenes side. Her vil der blive udskænket drikkevare, samt serveres aftensmad.
Kroen bærer stadig sit navn, men krofætteren har af uforklarlige årsager, op til flere gange, hængt et andet navneskilt op som kalder bygningen for Mors Ølstue.

Shisha
På en af deres plyndringstogter fik Ranulvene engang hentet yderst talentfuld slave med hjem sammen med nogle af hans underlig udsende vand piber. Nogle år senere høster familien Ranulv frugten, af at have fået kendskab til de forskellige urter, der kunne ryges. En eksklusiv vare til de få der kan betale.

 

Ætten Øxenhøj

Banner: Vildsvin
Kontaktperson: Kristian Ernbøl.

Harald søn af Terkel af ætten Øxenhøj var ikke en mand man spøgte med i Venderland. Høj som en fuldvoksen gran og bred som en kampesten havde han fra ganske ung en fordel hos det modsatte køn. Hurtigt fik havde han en flok af sønner, høje lave, tykke og tynde, alle med forskellige kvinder han havde budt til sin seng når den krydrede vin slægten er kendt for steg ham til hovedet på lystige aftner.

Talentet for at producere sønner, løb side om side med det tømmerhverv ætten ernærede sig ved, og det er kendt vidt og bredt at de bedste møbler, skibsplanker og økseskæfter kommer fra Øxenhøjen. Få omkring Arkona tør lægge sig ud med Øxenhøjs tømmerkarle. Det siges at slægtens forfader Vebjørn af Øxenhøj ejede et svin som han blotede til hver nat, og at det til sidst blev så fuld af trolddom at han sendte det forrest i kamp, og at dets højlydte brøl fik modstanderne til at flygte i rædsel så ætten kunne indtage Øxenhøjen og gøre den til deres hjem. Derfor pryder svinet ættens banner.

i Våren før belejringen omkom Harald af vin og flæsk, mens hans to ældste sønner kastede sig i døden i de tidlige kampe om Arkona. Resten af sønnerne, anført af den nu ældste søn Orm, ville ikke følge deres brødre, og krøb i stedet til korset og modtog dåbens vand. Afskåret fra Øxenhøj har de nu bosat sig i ættens byhus i Arkona, hvor de ernærer sig med forfaldent tømmerarbejde, serverer krydret vin fra husets stue, og skaber uro når førnævnte stiger dem til hovedet, alt imens de drømmer om igen at kunne indtage Øxenhøj.

 

Familien Torns Urtehus

Kontaktperson: Susanna Synnøve Magnussen Griis

Familien Torn har været byens urtehus i generationer – og ganske som navnet antyder, sælger de urter i alle afskygninger!

Indtil for nyligt, var de mest fokuseret på helbredende urter, men har svært ved at holde konkurrencen kørende med Korsfarernes nye lægekunst. Så for at favne et bredere publikum, har horisonterne måttet udvide sig.
I dagtimerne kører familien en testue, hvor urterne bruges til lækre, varme drikke.. eller til den lidt modigere mand: Urtesnaps. De sælger også velduftende urter, som kan holde hjemmet friskt og urte-cremer til at tiltrække en mage. Til vores gamle kunder, sælger vi naturligvis stadig lidt diskret lindrende urter, ‘overtroiske urte-amuletter’ og urter, som dulmer sindet, og sender det hinsides.

Familien nærer stor respekt for skoven, både for dens urter og de væsner, som beskytter dem.

 

Kjar ætten

Kontaktperson: Susanne Hamilton

Ætten Kjar er en gammel slægt, der har rødder tilbage til Kjar Bryggeren, også kendt som Den Brune Jarl. Kjar-ætten har mange myter om ættens stamfader, som blandt andet opfandt mjøden og opdagede gødningens gavnlige egenskaber. Ligeledes er der også mange myter om Kjar Bryggerens hustru Gyda, som tæmmede de vilde bier og opfandt den dybe tallerken. Kjar og Gyda levede for cirka 800 vintre siden, blev meget gamle og avlede utallige børn.

Med ættens lange historie findes der mange vendere med Kjar-blod i årene. Dette skyldes en stor frugtbarhed inden for – og sommetider også uden for – ætten, og det faktum, at en Kjar-kvinde ofte bliver med barn, hvis hun bevæger sig ind i skoven om natten. Denne praksis og en grundlæggende glæde ved børn har gjort Kjar-ætten talrig som natten stjerner, hvilket ofte fører til en del forvirring om, præcis hvilken gren af Kjar-ætten de enkelte medlemmer egentlig tilhører. Det er derfor heller ikke unormalt, at de enkelte ætgrene har taget et tilnavn som for eksempel Honningtoft-Kjar. Denne for udefra kommende forvirrende æt-struktur generer ikke Kjar-ætten det mindste. Tværtimod er man altid glad for at opdage, at en anden vender er af Kjar-familien, også selvom det er langt ude. For som et gammelt familie mundheld siger: “Der er altid lidt Kjar i enhver Vender.”

På trods af ættens mangfoldighed har Kjar-ætten aldrig været rig eller specielt magtfuld i Venderland. Dette skyldes både de mange munde at mætte, og at Kjar-ætten til tider har været kendt for at tage kampen om magten meget lidt seriøst. Det kan således godt virke som om, at de fleste af Kjar-ættens medlemmer gør deres bedste for at prøve at undgå ansvaret ved at skulle møde op i ældsterådet. Kjar-ætten er også kendt for at være åben over for fremmede og andre mistænkelige typer. Trælle er derimod en sjældenhed i Kjar-ætten, da ættens store mangfoldighed overflødiggør disses arbejdskraft.

Kjar-ætten har aldrig selv arrangeret vendertogter, men en del af Kjarene har deltaget på de andre ætters togter.

Efter byens erobring og med de nye magtforhold i landet har situationen ændret sig for Kjar-ætten. Der skal korn og honning til mjøden, og Kjar-ætten har brug for land for at avle disse afgrøder. Det ser således ud til, at Kjar-ætten bliver nødt til at finde sin plads i magtspillet og gøre deres bedste for at skaffe sig tidligere tiders privilegier tilbage.

Mutters Mode & Mocca
Mutter Gyda Honningtoft-Kjar, som har sit fornavn efter ættens stammoder, driver mocca- og hatteudlejningsboden med det mundrette navn Mutters Mode & Mocca. Boden huser desuden barnet Lyng Kjar-Kjar, der er den sidste overlevende rene Kjar-Kjar-ætling, og som passes af mutter og sin grandonkel Ask. Ud over disse tre beboes boden af familie-poeten Kjartan.

Fedtfælden
“Mad for en mark” er Fedtfældens slogan. Fedtfælden er en madbod, hvor alle kan spises af. Der serveres suppe fra gryden, som efter sigende har været i kog siden vendertogternes tid. Hvis man er sulten og befinder sig i økonomiske vanskeligheder, tager Fedtfælden også gerne mod naturalier i bytte for en skål suppe. Boden betjenes af Kjarerne Erik og Bynke.

 

Vende(r) punktet

Kontaktperson: Kristen Zepeda-Riis

Vende(r)punktet er familiens udskænkningssted, der drives af de efterladte fra Frode Halfdan Tormodssøn, søn af Tormod, sømand fra Vesterbugten.
Syg af feberen, gik Frode en sen aften ud, og deltog i kampene ved volden. Efter at have fældet en håndfuld fjender, sendte 3 pile ham hinsidens. Samme feber tog livet af svigerdatteren Aslaug, og sendte næsten yngstesønnen Øyvind samme vej. Ældstesønnen Torstein og dennes søn Eirik, vendte hjem fra en længere tur på havet, til en syg og svækket familie. Til en tilværelse som enkemand og moderløs.
Efter denne omgang bestemte familien sig for at fokusere på kroen, og aktiviterne omkring den. Ved hjælp af hårdt arbejde, og en diciplineret tilgang til livet, er det lykkedes familien, at beholde deres status og respekt, i den gode mellemklasse i Arkona.
Kroen drives idag hovedsageligt af enken Thyra og datteren Gro.
Brødrende Torstein og Øyvind har slået sig ned hhv på fiskeri, og røgeri, og det nydes der godt af i og omkring kroen.
De er alle kendte for deres rolige nordiske gemyt, og er derfor en vellidt familie i Arkona.
Ved middagstide samles folk gerne ved røgeriet og kroen, for at forkæle maven med lidt lækkert. Et sted hvor man lader roen sænke sig, inden man begiver sig videre med dagens gøremål.

 

Ravnunge ætten

Kontaktperson: Allan Davidsen.

Denne æt har i generationer været kendt for at være særdeles krigeriske og huskarlene har gennem årerne sendt deres skibe ud og vendt hjem med lasten fuld af trælle, der kunne dyrke ættens omfattende jorder.
Dette har selvfølgelig bragt dem i stridigheder med det andre vendiske ætter som de har bøllet og intimideret.
Deres stolte krigeriske aner gjorde selvfølgelig også at de stod forrest i kampen mod de fæle kristne, der invaderede vendernes hjemland. Desværre for ætten har det gjort at de har mistet mere end mange andre vendiske ætter og de står nu svækket under en ny utestet ældste.
Da Ravnungernes rigdom er afhængig af en stor trællestand, der dyrker deres omfattende jorder, er de meget interesseret i at den kristne indflydelse ikke forbyder trælle i det kommende kongerige.
Deres mange fejder med andre venderætter, gør også at de svækkede Ravnunger sjældent går ned af gaden uden at se sig ekstra meget over skulderen og undgår mørke gyder om natten

Von Hessens handelshus

Kontaktperson: Sune Jensen

Dette Handelshus fra kejserriget har i flere år haft en handelsstation i det vilde, vilde venderland, hvor det har solgt glasperler og ildvand til de lokale, samtidig med at de har opkøbt alt det værdiløse rav og tarvelige bjørnepelse og sendt tilbage til Kejserriget for tornhøj profit.
Dette har gjort dem populære blandt den lokale venderbefolkning og Von Hessen anser dem som gode kunder og leverandører.
Da de kristne stormænd kom uden penge på kistebunden, men med tårnhøje ambitioner, finansierede Von Hessen dem med lån, indtil at en konge og et hof er blevet fundet og den vendiske jord er blevet fordelt.
Derfor har det indtil videre, for stormændene, handlet om at være fremme i skoene, for jo mere Von Hessen tror på din fremtid, jo flere penge er de villige til at låne dig…

Ætten Byrghir

Kontaktperson: Jesper Larsen

Ætten Byrghir holder til i den nordlige del af landet, tæt ved havet. De er berygtet af fjender for deres togter, som har skabt deres rigdom og magt i landet. Blandt frænder har de været agtet, blandt andet fordi de har fungeret som en væg imod fremmede der ville komme af vandvejen til vendernes rige. Særlig Familien Thorgeir har haft besøg af Eirik Byrghir, og deres fejde er et had/ kærlighedsforhold, der har fundet sted igennem flere generationer. Eirik er familiens overhoved og har været repræsentant i ældsterådet, siden hans fader Aslak døde for cirka 15 år siden. Eirik er kendt som en uberegnelig men kløgtig mand med temperament. Ætten Byrghir er kendt for at være traditionalister, med stor respekt og ærekærhed for de gamle veje. Ætten bestred store landområder i nord, og var ganske velhavende, ikke mindst takket være Thorgier’s modvillige donationer. Men også andre stormandsslægter har stødt på Byrghir’s togter. Eirik Byrghir, har ytret at han aldrig vil bøje sig for den nye gud, trods vendernes nederlag.

Efter nederlaget er Eirik og hans nærmeste draget til byen og opholder sig i deres hus de ejer derinde, deres gård er under stormandsslægterne nu. Eirik er dog ikke dum og har sikret sig familiens værdier, så de stadig er relativt velhavende. Eirik ser det som sin og ættens pligt at hjælpe andre vendere efter krigen, så i byen laver de læderarbejde og mad til de som trænger. Ikke så meget for guld, men mere for at vise andre vendere at ikke er knækket og at der stadig er nogen vendere der kærer sig for deres landsmænd.