Tilmeldte Vendere

Brødrene Hvid

Kontaktperson: Martin Lytje

“Blandt vendere findes der mange legender. En af dem handler om skibet ”Den hvide basalisk”. Styret af Ulgrim den udødelige, en mand der både var berygtet for sin snarrådighed og for at overleve både slag, snigmord og baghold. Den hvide basalisk drog længere end andre skibe og kom ofte tilbage med større bytte. Men prisen for at være ombord var stor. Ved optag i besætningen måtte en vender afgive sin æts navn og blive en del af ætten Hvid. Han var nu en del af en familie kun døden kunne skille ham fra.

Da Dalfolket landede i Venderland var Ulgrim og hans flagskib “Den hvide basalisk” ingen steder at se. For Ulgrim var og hans mænd var atter engang sejlet til fjerne egne og de første kampe foregik uden dem.

To uger senere slog Ulgrim og hans folk til mod dalfolket. I et natteangreb brændte de store dele af dalfolkets flåde. Dage senere modtog Ulgrim et brev. Det siges at han så snart han havde læst det, kastede brevet i bålet. Herefter beordrede han sine folk til at marchere indlands mod et mødested. På vejen faldt besætningen i et nøje planlagt baghold. Af den hvide basilisks besætning på 60 mand overlevede 20 bagholdet. Hver anden af disse blev henrettet og Ulgrim’s kropsdele blev parteret og sendt til alle dele af venderland, som skræk og advarsel for hvad der skete ved stormændenes fjender.

De resterende besætningsmedlemmer slog sig efter de sidste kampe knækkede ned i Arkona. Her tog de navnet ”Brødrene Hvid”. De sidder nu tungt på træhandlen i byen og tilbyder sikkerhed for dem der ønsker at vove sig ud i områdets skove, hvor alt ellers kan ske. Der er ofte fest hos brødrene Hvid. Rygter siger at det er fordi stilheden bringer fortidens spøgelser i live.”.

Ranulv ætten

Kontaktperson: Lars Meldahl og Dennis Persson.

Ranulverne har siden de kunne skubbe den første båd ud i vandet været ivrige plyndringsfolk, der hentede store mængder slaver hjem til deres marker. Dette satte dem i den favorable position at de dyrkede så meget korn at de fik overskud til deres ynglings beskæftigelse: ølbrygning og gilder!
Siden da har Ranulverne været kendt som slagsbrødre og eminente bryggere. Ved hjælp af dette og arrangerede ægteskaber, har de sat sig solidt i byen og har den største ølstue i området, Ravnereden.
Når det kommer til forhandlinger mener Ranulve Æten at der altid høre øl til, for når en Ranulv har en øl i hånden så kan de ikke slås.
Dette har selvfølgelig betydet at Ranulverne tog meget aktiv del i krigen mod de kristne og mistede mange stolte huskarle som følge. Dette har svækket ætten i en vis grad, og rivaler kigger nu sultent efter dem.
Men en ting man aldrig må glemme om Ranulvene, er deres motto: Vi er altid nær

Kroen
Den store ølstue, Ravnereden fik sit navn fra flere år siden fra familien Ravnung, inden Ranulverne overtog den gennem meget fordelagtige forhandlinger til Ranulvenes side. Her vil der blive udskænket drikkevare, samt serveres aftensmad.
Kroen bærer stadig sit navn, men krofætteren har af uforklarlige årsager, op til flere gange, hængt et andet navneskilt op som kalder bygningen for Mors Ølstue.

Shisha
På en af deres plyndringstogter fik Ranulvene engang hentet yderst talentfuld slave med hjem sammen med nogle af hans underlig udsende vand piber. Nogle år senere høster familien Ranulv frugten, af at have fået kendskab til de forskellige urter, der kunne ryges. En eksklusiv vare til de få der kan betale.

 

Familien Torns Urtehus

Kontaktperson: Susanna Synnøve Magnussen Griis

Familien Torn har været byens urtehus i generationer – og ganske som navnet antyder, sælger de urter i alle afskygninger!

Indtil for nyligt, var de mest fokuseret på helbredende urter, men har svært ved at holde konkurrencen kørende med Korsfarernes nye lægekunst. Så for at favne et bredere publikum, har horisonterne måttet udvide sig.
I dagtimerne kører familien en testue, hvor urterne bruges til lækre, varme drikke.. eller til den lidt modigere mand: Urtesnaps. De sælger også velduftende urter, som kan holde hjemmet friskt og urte-cremer til at tiltrække en mage. Til vores gamle kunder, sælger vi naturligvis stadig lidt diskret lindrende urter, ‘overtroiske urte-amuletter’ og urter, som dulmer sindet, og sender det hinsides.

Familien nærer stor respekt for skoven, både for dens urter og de væsner, som beskytter dem.

 

Kjar ætten

Kontaktperson: Susanne Hamilton

Ætten Kjar er en gammel slægt, der har rødder tilbage til Kjar Bryggeren, også kendt som Den Brune Jarl. Kjar-ætten har mange myter om ættens stamfader, som blandt andet opfandt mjøden og opdagede gødningens gavnlige egenskaber. Ligeledes er der også mange myter om Kjar Bryggerens hustru Gyda, som tæmmede de vilde bier og opfandt den dybe tallerken. Kjar og Gyda levede for cirka 800 vintre siden, blev meget gamle og avlede utallige børn.

Med ættens lange historie findes der mange vendere med Kjar-blod i årene. Dette skyldes en stor frugtbarhed inden for – og sommetider også uden for – ætten, og det faktum, at en Kjar-kvinde ofte bliver med barn, hvis hun bevæger sig ind i skoven om natten. Denne praksis og en grundlæggende glæde ved børn har gjort Kjar-ætten talrig som natten stjerner, hvilket ofte fører til en del forvirring om, præcis hvilken gren af Kjar-ætten de enkelte medlemmer egentlig tilhører. Det er derfor heller ikke unormalt, at de enkelte ætgrene har taget et tilnavn som for eksempel Honningtoft-Kjar. Denne for udefra kommende forvirrende æt-struktur generer ikke Kjar-ætten det mindste. Tværtimod er man altid glad for at opdage, at en anden vender er af Kjar-familien, også selvom det er langt ude. For som et gammelt familie mundheld siger: “Der er altid lidt Kjar i enhver Vender.”

På trods af ættens mangfoldighed har Kjar-ætten aldrig været rig eller specielt magtfuld i Venderland. Dette skyldes både de mange munde at mætte, og at Kjar-ætten til tider har været kendt for at tage kampen om magten meget lidt seriøst. Det kan således godt virke som om, at de fleste af Kjar-ættens medlemmer gør deres bedste for at prøve at undgå ansvaret ved at skulle møde op i ældsterådet. Kjar-ætten er også kendt for at være åben over for fremmede og andre mistænkelige typer. Trælle er derimod en sjældenhed i Kjar-ætten, da ættens store mangfoldighed overflødiggør disses arbejdskraft.

Kjar-ætten har aldrig selv arrangeret vendertogter, men en del af Kjarene har deltaget på de andre ætters togter.

Efter byens erobring og med de nye magtforhold i landet har situationen ændret sig for Kjar-ætten. Der skal korn og honning til mjøden, og Kjar-ætten har brug for land for at avle disse afgrøder. Det ser således ud til, at Kjar-ætten bliver nødt til at finde sin plads i magtspillet og gøre deres bedste for at skaffe sig tidligere tiders privilegier tilbage.

Mutters Mode & Mocca
Mutter Gyda Honningtoft-Kjar, som har sit fornavn efter ættens stammoder, driver mocca- og hatteudlejningsboden med det mundrette navn Mutters Mode & Mocca. Boden huser desuden barnet Lyng Kjar-Kjar, der er den sidste overlevende rene Kjar-Kjar-ætling, og som passes af mutter og sin grandonkel Ask. Ud over disse tre beboes boden af familie-poeten Kjartan.

Fedtfælden
“Mad for en mark” er Fedtfældens slogan. Fedtfælden er en madbod, hvor alle kan spises af. Der serveres suppe fra gryden, som efter sigende har været i kog siden vendertogternes tid. Hvis man er sulten og befinder sig i økonomiske vanskeligheder, tager Fedtfælden også gerne mod naturalier i bytte for en skål suppe. Boden betjenes af Kjarerne Erik og Bynke.

 

Vende(r) punktet

Kontaktperson: Kristen Zepeda-Riis

Vende(r)punktet er familiens udskænkningssted, der drives af de efterladte fra Frode Halfdan Tormodssøn, søn af Tormod, sømand fra Vesterbugten.
Syg af feberen, gik Frode en sen aften ud, og deltog i kampene ved volden. Efter at have fældet en håndfuld fjender, sendte 3 pile ham hinsidens. Samme feber tog livet af svigerdatteren Aslaug, og sendte næsten yngstesønnen Øyvind samme vej. Ældstesønnen Torstein og dennes søn Eirik, vendte hjem fra en længere tur på havet, til en syg og svækket familie. Til en tilværelse som enkemand og moderløs.
Efter denne omgang bestemte familien sig for at fokusere på kroen, og aktiviterne omkring den. Ved hjælp af hårdt arbejde, og en diciplineret tilgang til livet, er det lykkedes familien, at beholde deres status og respekt, i den gode mellemklasse i Arkona.
Kroen drives idag hovedsageligt af enken Thyra og datteren Gro.
Brødrende Torstein og Øyvind har slået sig ned hhv på fiskeri, og røgeri, og det nydes der godt af i og omkring kroen.
De er alle kendte for deres rolige nordiske gemyt, og er derfor en vellidt familie i Arkona.
Ved middagstide samles folk gerne ved røgeriet og kroen, for at forkæle maven med lidt lækkert. Et sted hvor man lader roen sænke sig, inden man begiver sig videre med dagens gøremål.

 

Ravnunge ætten

Kontaktperson: Allan Davidsen.

Denne æt har i generationer været kendt for at være særdeles krigeriske og huskarlene har gennem årerne sendt deres skibe ud og vendt hjem med lasten fuld af trælle, der kunne dyrke ættens omfattende jorder.
Dette har selvfølgelig bragt dem i stridigheder med det andre vendiske ætter som de har bøllet og intimideret.
Deres stolte krigeriske aner gjorde selvfølgelig også at de stod forrest i kampen mod de fæle kristne, der invaderede vendernes hjemland. Desværre for ætten har det gjort at de har mistet mere end mange andre vendiske ætter og de står nu svækket under en ny utestet ældste.
Da Ravnungernes rigdom er afhængig af en stor trællestand, der dyrker deres omfattende jorder, er de meget interesseret i at den kristne indflydelse ikke forbyder trælle i det kommende kongerige.
Deres mange fejder med andre venderætter, gør også at de svækkede Ravnunger sjældent går ned af gaden uden at se sig ekstra meget over skulderen og undgår mørke gyder om natten

Von Hessens handelshus

Kontaktperson: Sune Jensen

Dette Handelshus fra kejserriget har i flere år haft en handelsstation i det vilde, vilde venderland, hvor det har solgt glasperler og ildvand til de lokale, samtidig med at de har opkøbt alt det værdiløse rav og tarvelige bjørnepelse og sendt tilbage til Kejserriget for tornhøj profit.
Dette har gjort dem populære blandt den lokale venderbefolkning og Von Hessen anser dem som gode kunder og leverandører.
Da de kristne stormænd kom uden penge på kistebunden, men med tårnhøje ambitioner, finansierede Von Hessen dem med lån, indtil at en konge og et hof er blevet fundet og den vendiske jord er blevet fordelt.
Derfor har det indtil videre, for stormændene, handlet om at være fremme i skoene, for jo mere Von Hessen tror på din fremtid, jo flere penge er de villige til at låne dig…

Ætten Byrghir

Kontaktperson: Jesper Larsen

Ætten Byrghir holder til i den nordlige del af landet, tæt ved havet. De er berygtet af fjender for deres togter, som har skabt deres rigdom og magt i landet. Blandt frænder har de været agtet, blandt andet fordi de har fungeret som en væg imod fremmede der ville komme af vandvejen til vendernes rige. Særlig Familien Thorgeir har haft besøg af Eirik Byrghir, og deres fejde er et had/ kærlighedsforhold, der har fundet sted igennem flere generationer. Eirik er familiens overhoved og har været repræsentant i ældsterådet, siden hans fader Aslak døde for cirka 15 år siden. Eirik er kendt som en uberegnelig men kløgtig mand med temperament. Ætten Byrghir er kendt for at være traditionalister, med stor respekt og ærekærhed for de gamle veje. Ætten bestred store landområder i nord, og var ganske velhavende, ikke mindst takket være Thorgier’s modvillige donationer. Men også andre stormandsslægter har stødt på Byrghir’s togter. Eirik Byrghir, har ytret at han aldrig vil bøje sig for den nye gud, trods vendernes nederlag.

Efter nederlaget er Eirik og hans nærmeste draget til byen og opholder sig i deres hus de ejer derinde, deres gård er under stormandsslægterne nu. Eirik er dog ikke dum og har sikret sig familiens værdier, så de stadig er relativt velhavende. Eirik ser det som sin og ættens pligt at hjælpe andre vendere efter krigen, så i byen laver de læderarbejde og mad til de som trænger. Ikke så meget for guld, men mere for at vise andre vendere at ikke er knækket og at der stadig er nogen vendere der kærer sig for deres landsmænd.

 

Ætten Lindfæ

Kontaktperson: Allan Andersen

“Ætten Lindfæ var tidlige til at føje sig. Slægtens overhoved blev forsikret af den yngre bror om at enhver form for modstand ville føre til ættens undergang.

Siden stormændene kom til landet har de derfor holdt sig på god fod med stormændene. Blandt andet med deres store gæstfrihed og fantastiske morgenmad.

I smug holder de dog stadig de gamle traditioner og guder i hævd.”

Byens bedste håndværk

Kontaktperson: Tobias Torfing.

“Som de fleste vendere er familien hårdt ramt af krigen, og flere af familiens medlemmer er døde i krigen. Heriblandt Vebjørns yngre søskende Yrsa og Thorbjørn. Selv blev Vebjørn ramt af et voldsomt sværdhug i hovedet. Men en kristen læge forbandt hans sår, og nærmets mirakuløst overlevede han. Denne oplevelse fik Vebjørn til at se lyset, og han har siden været stærk i troen på den kristne gud. Vebjørns kone Bjarnhild synes dog ikke helt så overbevist om den nye guds fortræffeligheder.

Familien har levet af forskellige småhåndværk i Arkona i generationer. Familiens tilbageværende medlemmer udfører henholdsvis træhåndværk og smykkefremstilling, mens familiens børn Valbirna og Sigbjørn hjælper til. På trods af familiens interne uenigheder om den nye guds fortræffeligheder er de enige om en ting: at sikre familien en god position i fremtidens Arkona.”

Rakker slummen

Kontaktperson: Signe Bech Sørensen

“Efter borgerkrig og blodige besættere er der mange uskyldige, der mistede hjem, familie og alt hvad de havde kært. I slummen kæmper rakkerpak for at overleve til dagen og vejen. Her findes alt fra tidligere velstående bønder og handelsfolk. Alle kan havne som bunskrap på de andres støvlesnuder. Her er der ingen til at gribe én, hvis man falder. Her lever det afskum, som ingen andre vil kendes ved. Man skal passe på ikke at omgås slummen for tæt. Tænk nu hvis man blev ramt af pakker-pesten?”

Madboden “Galten”

Kontaktperson: Jacob Hagen

“Der har altid været et pølse sælger i Arkona og den tradition gør vi efter, dog nok ikke lige så charmerende som nogle måske kunne ønske det. Mad Boden “Galten” (det tamme svin) styres af en lille gruppe fra samme æt. De er nærrige og sjofle og meget stolte af deres egne pølser.
Som vender og som handlende, kommer guderne højt, men uden vores jord og vores ret til at sælge pølse som vor moder gjorde før os, er vi ikke mere end slaver.
Med det sagt gør vi ikke noget som ældsterådet ikke har sagt, og mener de, at guderne og vores tro
kommer før vores land og ret, så bukker vi”

Kåres sønner

Kontaktperson: Niels Kristian Joshua Køpke
”Livet som en del af kåres sønner, er ikke altid let, klanen er kendt for deres brutale adfærd og denne bliver opfostret fra barnsben. Kåres sønner startede oprindeligt som ved Kåre den krøllede. Kåre var bonde, men i mangel på indkomst valgte han at drage ud på togt sammen med andre vender klaner.
Med vind i sejlet og øl i blodet, fandt Kåre ud af at han havde naturtalent for at plyndre, ydermere fandt han ud af at det var muligt at få gratis arbejdskraft med hjem, hvilket også kunne hjælpe hans landbrug.
Tiden gik og Kåres sønner fik en væsentlig forøgelse i deres indkomst igennem arbejde som lejesoldater og forvaltning af deres egen jord, det gik hurtigt op for dem at penge er lig med magt.
Efter nederlaget mod de kristne, er Kåres sønner ikke længere berettiget til at have trælle, og med en usikkerhed omkring hvad der skal ske med deres jord, har Egild, nuværende klan leder, valgt at fokusere mere på klanens fremtid som lejesvende.

Som Kåre plejede at sige ”Alting har en pris, spørgsmålet er bare om du kan betale den pris?””

 

Od-Kjaer ungerne
Kontantperson: Jeanett Greve

For år tilbage kom vølven Od tilbage til dalen efter mange års fravær. Med sig havde hun sine tre halvstore børn; tvillingerne Ergi og Groa og lillesøster Saga.
Vølven Od var af den meget passionerede slags og følte naturens kald meget stærkt. Hendes plan med børnene var, at de med tiden, når de var klar, skulle oplæres i hendes sejd og forståelse af skoven og dens væsner.
Od nåede dog aldrig at lære hendes børn op, da hun en sen nat fejlede et ritual. Det resulterede i, at skoven tog hende, eller man ved i hvert fald ikke, hvor hun blev af den skæbnesvangre nat. Efter dette blev Od kendt som “Od den uduelige” og børnene har lidt under dette åg siden.
Uden deres moder – og eneste forælder, var børnene på bar bund. Ikke ordentligt oplærte i at sejdr og ret.. ja; uduelige til meget andet. Nød lærer nøgne at spinde, så de tre Od søskende får anskaffet sig nogle instrumenter og selvom ingen af dem har en tone i livet, så opdager de, at de engang imellem kan få penge for at holde op med at spille på dem.
Som de fleste andre vendere, er Od familien selvfølgelig beslægtede med Kjaer Ætten. Od var sønnesønnedatter af selveste Svinulf Orm-Kjaer – hvis snapseopskrifter fortsat nyder berømmelse i dalen.