Tilmeldte stormandsslægter

Krondahl

Kontaktperson: Jacob Nellemann/Rasmus Schreiner

Heraldik: Kronhjort på blå og orange.

Slægten Krondahl er en gammel og ædel slægt. I mange generationer har de været Stormænd og hersket over deres eget land med en fast men retfærdig hånd.

Udover at indhente skatter fra mange frodige landbrug styrede familien også et af Dalens største transportfirmaer.

Den nuværende arving og yngste søn, William Krondahl, har i sin ungdom været ude blandt landets handlende som lærling hos familiens forretningsrelationer, og har været med til at bygge familiefirmaet op til den pragt den var, inden oprøret.

Selvom William har levet meget af livet i glasset og i favnen på ungmøer og malkepiger, så er han fast besluttet på at ære sin faders minde og gøre dét som er bedst for hans familie.

Ved hans side står lillesøster Astrid, evigt loyal og beundrende. Desværre er Williams frigjorte og lystige tendenser smittet af på unge Astrid.

Dog vejer familien overalt for den unge kvinde, og hun støtter Willliams kamp for velstand med løftet pande, sammen med Williams broders enke, en lille håndfuld trofaste hirdmænd og Astrids livslange hofdame.

 

Drachenfelt

Kontaktperson: Allan Davidsen

Heraldik: En lindorm på sort og gul.

”Drachenfeld med sølv og ild, Drachenfeld min vrede er ej mild”. Således går den populære vise om den magtfulde, rige og indflydelsesrige Drachenfeld Slægt.

Men ak ve, efter at have deltaget i det fejlslagne oprør hjemme i dalen, har faldet været langt og hårdt, for slægten. Alle troede ellers at det var gamle Hr. Drachenfeld, der var ved at sætte sig selv i stilling som kommende konge i vendernes land, men efter at være beskyldt for fejhed, faldt han og størstedelen af slægtens hird udenfor Arkonas volde i de sidste angreb.

Nu står slægten tilbage med to unge uprøvede familiemedlemmer, og uden gamle Hr. Drachenfeld til at holde hånd i hanke og lede med skånselsløs grusomhed, er det ikke til at sige om slægten stadig aspirerer mod kongemagten…

 

Høgsholt

Kontaktperson: Anne H. Johansen

Heraldik: En hvid høg på blåt skjold.

Høgen flyver med vinden… Dette er Høgsholtslægtens valgsprog. Mange vil måske mene at et bedre valgsprog ville være: Høgen holder mange fester. Høgen giver gaver og skraber for dem, der er højere på strå. Høgen kommer altid for sent når der er fare på færde, eller andre fantasifulde påfund.

Feje tunger ville sige at Høgsholt var meget sen til at slutte sig til oprøret og endnu fejere tunger ville sige at Høgsholt måske ikke løftede deres del af arbejdet under korstoget. Dette er dog falske udsagn hvis man spørger en Høgsholt, til den fest de har inviteret til imens de skænker vin og gaver til dig.

Slægten har dog mistet deres fader og overhoved under borgerkrigen og ældste søn tidligt i korstoget. Spørgsmålet er nu hvad det tilbageværende søskendepars ambitioner er i det nye rige, der skal skabes i Venderland…

 

Thorgeir

Kontaktperson: Jon Horsleben

Heraldik: En valknude i rød, hvid og sort

Historisk set har Thorgeir altid været til den grove og krigeriske side. De har generelt altid været ærekære, hidsige og med hang til kamp og vold. I tiden før Dal-landet blev kristent fik disse tendenser ofte afløb i årlige togter mod bl.a. Venderlandet. Rigdommene og trællene bragt hjem fra disse togter dannede grundstenen til Thorgeirnes velstand og status.

Da kristendommen gjorde sit indtog i Dal-landet, ændrede meget sig for Thorgeirne. Trælleri blev set som ukristent, og over et par generationer blev stort set alle trælle gjort til frie folk.
Også deres tradition med togter blev erklæret ukristent og krigerisk, og derfor blev de årlige togter også afviklet – i hvert fald officielt. Det var alment kendt at unge Thorgeir-folk og hirdmænd ofte tog på “handelsrejser” og ikke alle kom hjem igen, men det faktum vendte kirken og kongen det blinde øje til.
Med deres to største indtægtskilder taget fra dem, måtte de ærekære Thorgeir folk forny sig eller gå til grunde. De folk som hirdmænd og stormænd tidligere havde set ned på, blev deres redning. fåre- og kvægavlen voksede hurtigt på Thorgeirs Ø, og hurtigt begyndte det at rygtes i Dal-landet at det bedste uld og læder kom fra øen, og hvis man skulle have kvalitetshusdyr, skulle det være fra Thorgeir. Håndværksfolk nød også godt af kristendommen, og specielt smedene kom til sin ret og smedede til stadighed bedre og bedre udstyr som solgtes i hele Dal-landet og endda så langt som til Kejserriget.

Da oprøret begyndte at ulme, var Thorgeir en af de slægter der pustede kraftigst til flammen. de havde før næsten set deres levebrød gå til grunde, ville ikke risikere det samme med ophævelsen af stavnsbåndet. Hirden blev samlet, der blev kaldt til ledding og henover efteråret og vinteren stod kampene blodigt. Da foråret kom, og de kejserlige lejesvende med det, var Thorgeir slægten blødt næsten ud.

Under de hårde kampe på korstoget tyndes der yderligere ud i Thorgeirs slægt og folk. Ved det afgørende slag er de eneste nulevende i slægten Halfdan, Stridbjørn og unge Asla. Skæbnen vil at en uheldig pil rammer Halfdan, og efter mange timers uværdig kamp mod sin egen krop, må Asla give ham dødstødet og derved fred, som det er tradition for Thorgeire der er ved at lide en uværdig død. Med tåre i øjnene må hun nu indtage sin position som slægtens overhoved, og forsøge at redde hvad der er tilbage af den…

 

Hviide

Kontaktperson: Andrea Plovgaard Frederiksen

Heraldik: En ravn i hvid og lilla

“Så længe der har været vin og viden har der været Hviide.”
Hviideslægten har ingen historie om krige vundet eller legendariske helte.
Ej heller kan man finde kvad om vovede rejser til fremmet land eller religiøse mirakler.
End ikke hvisken om politisk snilde eller minder om storslåede selskaber.
Alligevel er slægten Hviide en Stormandsslægt, og har været det så længe Dalen har været fri for troldfolk og røvere.
Slægten har hørt til i den sydlige ende af Dalen, hvor de har produceret vin, forsket, skrevet bøger, forfattet taler og digtet poesi. De er ikke kommet særlig meget ved hoffet, men har alligevel via god vin og et ord til enhver situation fundet vej ind i mangt en slægt. Når man har manglet den perfekte flaske, en forsvarstale, et akademisk værk eller et formfuldent digt, ja, så er der ingen som familien Hviide.
Nu står de dog over for helt nye udfordringer. Næsten hele familien er døde i krigen, og ligeledes er slægtens tjenestefolk og hirdsmænd. De eneste arvinger der er tilbage er tvillingerne Joachim og Elena, som på trods af gode evner og stærke uddannelser hellere bruger tid på poesi, bøger og flasker.
Sammen med dem er deres onkel, en fjern kusine, deres trofaste, jødiske huslærer og bogfører samt en vender der har set lyset og er blevet munk.
Det er nu op til den hidtil så stille og tilbagetrukne familie at leve op til deres navn og blod, og sikre, at slægten igen får land – og måske også mere end det

 

Sølvstierne

Kontaktperson: Maya Hindsberg

Heraldik: Sølvstierne på hvid og sort.

Slægten Sølverstierne var tidligere kendt som slægten der kunne købe sig til og fra alt. Slægtens enorme formue stammede fra de sølvminer som den var i besiddelse af. Deres store rigdom betød, at slægten havde stor indflydelse og dens medlemmer levede godt på dens magt. Grundet de enorme medgifter slægten var i stand til, at sende med deres unge nygifte, blev det hurtigt populært at gifte sig med en Sølverstierne.
De gode tider er dog forlængst forbi. Slægtens medlemmer blev mere og mere skødesløse med deres medfødte rigdom, samtidig med at sølvminerne tømtes og da situationens alvor ramte, var det allerede for sent. Slægten stod nu i gæld og den har de kæmpet hårdt for at få betalt tilbage lige siden.
Slægten har igennem generationer ofte været bebyrdet med tvillingearvinger og dette ledte til mange kampe om magten, for hvem havde arveretten? Så slægten indgik det kompromis, at to tvillinger i fællesskab kunne lede slægten.
Efter krigen har slægten mistet meget. Både i form af slægtens hovedsæde og alt for mange familiemedlemmer. Slægtsoverhovederne er døde og ud af asken er nu trådt to nye ledere frem. Deres mål er at etablere sig i Venderland og opretholde familiens gode navn, uden at tabe ansigt, ved at få afbetalt de penge og tjenester, til de andre slægter, som de efterhånden skylder godt ud af.
Slægtsoverhovedet er tvillingeparret Elin og Eyvind Sølverstierne, der nu står alene tilbage med en fætter, og en håndfuld tjenere.