Religioner

Til Korsfærd findes der to religioner. Kristendommen og den gamle tro. Kejserriget har været kristent så længe nogen kan huske, mens dalen blev kristnet for lidt over hundrede år siden. Før det tilbad man i Dalen de gamle guder, der var et mytisk gudeunivers tæt knyttet til skoven og de væsner der levede i den.

I kølvandet på kristendommen fulgte en heftig inkvisition der sørgede for at udrense de der stadig tilbad de gamle guder, hvilket efterlod Dalen som et fromt og kristent land. De gamle guder var nu afguder, mens den skov man havde levet i pagt med, blev et mørkt og farligt sted.
De fleste steder i Dalen er det efterhånden lykkedes at fordrive toldvæsnerne og nymferne fra skovene, og dog besidder de fleste kristne mænd og kvinder fra Dalen, der ved hvad der er bedst for dem selv, en ærefrygt for skovens dyb, og de væsner der lever i den.
Det er de færreste Dalboere der bevæger sig ud i skoven om natten, og det at færdes i den er den dag i dag stadig forbundet med en stor mængde overtro. Eksempelvis vender man gerne sin jakke på vrangen, så alferne ikke kan lede en på vildspor, eller slår korsets tegn som beskyttelse før man træder ind.

I Venderland er alle forsøg på at kristne landet hidtil fejlet, og man tilbeder her et polyteistisk gudeunivers, der af Venderne kaldes De Første. Det er de eneste guder der nogensinde har eksisteret i Venderland, men modsat Kristendommen der kun anerkender Faderen, sønnen og helligånden, mener Venderne at Hvide Krist er en ånd, der ikke er ligeså stærk og magtfuld som De Første.

Kristendommen
Kristendommen er som den eksisterede i middelalderen, og der vil ikke blive brugt mange ord på at beskrive den her.

I de kristnede lande tilbeder man Faderen, sønnen og Helligånden, samt en lang række helgener, der ved tilbedelse kan gå i forbøn for en, og derved forkorte ens tid i Skærsilden. Det handler om at leve et fromt liv efter de kristne regler, så man derved skal lide kortest muligt i skærsilden.

Det kristne samfund er bygget op omkring Den hellige kejser, der er kirkens formelle overhoved. Lige under den hellige Kejser i Ravenna sidder kirkens næsthøjeste regent, Kardinalen som alle kristne i verden svarer til. Under sig har han et netværk af ærkebiskopper, hvor den tættest på Dalen og Venderland er Ærkebiskop Frantz af Kiel. Dalen har endnu kun opnået af få et biskopsæde i Lidris, så mens lokale kirkelige anliggender bliver klaret af biskoppen i Lidris, skal større sager sendes videre til Ærkebiskoppen af Kiel.

Klostre er en integreret del af den kristne verden, og rundt omkring ligger de i forbindelse med kirkerne. Der findes både klostre indrettet til enten nonner eller munke, samt dobbeltklostre hvor mænd og kvinder lever et fromt og afholdent liv i overensstemmelse med de kristne regler. Munke er oftest sønner der ikke er arveberettiget, og i stedet vælger at leve et kristent liv, mens nonneklostrene oftere huser letlevende stormandsfrøkner hvis fædre ønsker at bevare deres jomfruelighed indtil deres bryllup.

null

De Første
De første består en lille samling mægtige guder, der var de første til at betræde De Tre Skove som verden består af. Rod, Perun, Vida, Vahle, og Hel. Rod, Perun, Vida og Vahle afbilledes ofte som en firhovedet statue der alle skuer i hver deres retning, mens Hel sjældent bliver afbilledet.

Rod:
Rod er guden for ild, arbejde og kamp, og heste. Og ofre til ham brændes. Oftest tilbedes han inden en kamp, eller når smeden svinger sin hammer over stålet.

Perun:
Perun er gudinden for vand, havet, renselse, helbredelse og fødsler. Ofre til hendes sættes ud i vandet. Hun tilbedes oftest i forbindelse med fødsler, lægekunst, eller når drageskibene drager ud på havet.

Hel:
Hel er skabt af Rod, og er Underskovens gudinde. Hun er både æret og frygtet, og oftest ofrer man til hende af frygt for at påkalde sig hendes vrede. Har man raget uklar med Underskovens væsner, er det oftest Hel man skal formilde. Ofre til Hel sættes ud i mudrede, eller mosede områder hvor de kan synke ned til Underskovens Dronning. Hvis man ikke sender sine afdøde til De Evige Skove, tilfalder de Hel, og bliver frygtelige gengangere.

Vida:
Vida er datter af Rod og Perun. Hun er gudinden for vinden, magi, og torden. Det er Vida der skaber de buldrende tordenstorme, og derfor er det oftest under dem at hun påkaldes. Hun tilbedes også i forbindelse med magi.

Vahle:
Vahle er Søn af Rod og Perun. Han er guden for jorden, frugtbarhed, festligheder, og jagt. Ofre til ham graves ned i jorden. Han tilbedes oftest i forbindelse med afgrøder, inde man drager på jagt, eller under et af Vendernes mange gilder.

Verdens skabelse
I begyndelsen vandrede Rod alene i skoven, og fra dens mørke skabte han sig en mage, Hel. Sammen fik de mange sælsomme børn, blandt andet faunene, troldene, nøkken, alferne og ellefolket.

Imens vandrede Perun alene i Middelskoven. I sin ensomhed skabte hun fuglene, fiskene og dyrene.
En dag fandt Rod vejen fra Underskoven til Middelskoven. Her fandt han Perun, og de to forelskede sig. Sammen fik de to børn, Vida og Vahle, og i deres billede skabte de menneskerne.

De Første levede side om side med dyrene og menneskerne i Middelskoven i en fredelig tid, indtil Hel fandt vejen til Middelskoven, og hendes forsvundne mage. Opslugt af jalousi bekrigede hun Middelskoven med sine børn, opsat på at bringe deres fader tilbage til Underskoven.

Kampene varede dage og nætter, indtil Rod og Perun skænkede deres børn et våben der kunne besejre Underskovens væsner. Fra de dybe bjerge bragte Vahle jern, der bed og sved i de underjordiskes hud. Rod smedede det til våben, og sådan vendtes krigen til Middelskovens fordel.

Til sidst var Hel og hendes børn tvunget i knæ, men da Rod stod med sværdet løftet, kunne han ikke slå sin gamle mage ihjel. I stedet forviste han hende til Underskovens mørke, hvor hun skulle blive til evig tid. Hans mange sælsomme børn kunne Rod dog ikke forvise, og selvom han lovede Perun at de to skove nu skulle være adskilt, lavede han i hemmelighed døre i store træer og dybe moser, så hans børn ikke for evigt skulle være overladt til mørket.

Selvom der igen åndede fred i Middelskoven, var Perun ikke længere lykkelig. Kampen havde kostet hende mange af sine menneskebørn, for selvom Middelskoven var smuk og frodig, var alt i den dødeligt. Rod så sin mages ulykke, og sammen skabte de en ny skov, hvor de kunne leve med alle de børn de havde mistet, og alle de børn de ville komme til at miste.

Sådan blev Hel forvist til Underskoven, menneskerne fik deres rige i Middelskoven og Guderne fik deres hjem i De Evige Skove.

Goder og vølver
Praktiseringen af Vendertroen er meget individuel, og de har ingen egentlige præster. Alligevel er der folk der har dedikeret deres liv til at formidle De Førstes Ord, og som hævder at være i nærmere kontakt med dem end andre. Disse bliver kaldt Goder og Vølver.
Betegnelsen dækker meget bredt over alle trolddomsudøvere, sandsigersker, sejdmænd, urtekloge helbredere og lignende.
Nogen lever et isoleret liv, dybt inde i skovene, mens andre har vigtige positioner og blandt andet rådgiver Ældsterådet.
Det er oftest Goderne og Vølverne der rådgiver når et problem indebærer Underskovens væsner, og hvordan man beskytter sig imod dem, eller deres moder Hel.
Da Stormændende indtog Arkona blev de goder og vølver der befandt sig i byen erklæret for hekse og brændt på bålet, og byen står nu uden åndelig vejledning, for de der stadig klynger sig til De Førstes ord.

null