Kulturer

Det vil til scenariet være muligt enten at spille lokale vendere, eller stormandsslægter fra Dalen.

Stormændene fra Dalen:

Alle stormandsslægter kommer fra det kristne kongedømme Dalen mod vest, hvor de tabte en stor borgerkrig og blev forvist fra deres land.

Det kristne rige har så længe nogen kunne mindes, været regeret af Valdemar Slægten, der nedstammer fra den gamle sagnkonge, der ryddede Dalen for troldfolk og røvere.
Siden da har riget haft en konge, der har styret landet sammen med sine trofaste rådgivere: Kansleren, drosten og marsken. Marsken der håndterer landets hærstyrke, kansleren der håndterer landets økonomi, og drosten, der sørger for den sociale velfærd i riget, og blandt andet arrangerer turneringer, og også har den vigtige opgave at beslutte hvem der skal sidde hvor til de kongelige selskaber. Det er med få undtagelser blandt stormændene at kongen gennem århundreder har valgt sine tre embedsmænd, og det er et meget ærefuldt erhverv at besidde, både personligt og for slægten.

Stormandsslægterne er de største jordejere i riget, og er gamle noble slægter, der dog ikke skal forveksles med adelige. De bor oftest på en befæstet gård, eller råder over en fæstning, der kan yde beskyttelse, og agere magtcentrum for det område de råder over. I tiden før borgerkrigen havde stormændene hånd- og halsret over deres bønder, der ligeså var stavnsbundet. Bønderne gav en del af deres afkast til stormandsslægten der til gengæld beskyttede dem mod røvere og plyndrende vendere.

En stormandsslægt består først og fremmest af selve familien. Øverst er slægtens overhoved, mand eller kvinde. Det er mest almindeligt at en søn følger sin fader, men i situationer hvor denne ikke har været til stede, eller slet og ret uduelig, er kompetencer oversteget køn. Stormandsslægter er før blevet ledet af en hårdfør enke, eller en ung datter der har vist sig moden til at tage ansvaret på sine skuldre.

Overhovedets yngre søskende hænger ikke på gården hele deres liv og venter på at overhovedet dør. I stedet finder de deres egen lykke, enten ved at gifte sig med en arving eller et overhoved på en anden stormandsgård, ved at gå i kloster, eller finde sin egen lykke et sted i Dalen, eksempelvis som landløs ridder, eller embedsmand i Lidris.
Overhovedets egne børn bliver på gården, indtil alle andre end arvingen bliver gamle nok og kommer på samme tanker som deres onkler og tanter.

Blandt stormandsslægter skelnes der mellem bastarder og ægtefødte børn. Et ægtefødt barn er født af to personer der er gift med hinanden på fødselstidspunktet, mens en bastard dækker over børn der er kommet til verden af ugifte forældre.
Når en bastard fødes ind i en stormandsslægt, bliver det oftest tysset ned at stormanden- eller kvinden har brudt det sjette bud, og hvis barnet ikke bliver sendt væk, vokser det oftest op i slægten som den ‘fætter’ ingen taler om. Den voksne bastard indgår i de fleste tilfælde som tyende, eller som en del af hirden. Kun i meget sjældne tilfælde, oftest i mangel på bedre, får bastarden lov til at blive erklæret ægtefødt, og bliver tildelt familienavnet.

En husholdning består desuden også af en oppasser, en hushovmester, eller en lignende funktion, der sørger for at maden står på bordet, at de tyende opfører sig ordentligt, og at huset fungerer så glat at stormanden ikke behøver bekymre sig om det.
Til at sørge for de unge mennesker i slægten, har man oftest en amme, eller en huslærer der opfostrer og opdrager børnene, og bliver ved familien til de ikke er mere. Det er ikke uhørt at en huslærer eller amme når igennem flere generationer før alderen endelig tager dem.
Til at styre sin økonomi er det ikke uhørt, at man har hyret en jøde fra kejserriget, der ganske vidst har en fremmed måde at tilbede gud på, men til gengæld kan udøve mirakler med mønter.

Familien sikkerhed består af hyrede professionelle soldater, kaldet hirdmænd. Disse sidder med ved bordet hos slægten og får deres udrustning og træning af deres herre. De er altså ikke usle lejesvende, men som udgangspunkt en loyal del af slægten. Ypperst blandt hirdmænd er riddere. Dette er folk, der har vist ekstra heltemod og derved fået et ridderslag af kongen selv. Da krigsudstyr til riddere er dyrt har de færreste slægter mere end en ridder i husholdningen, udover slægtens egne medlemmer. Det er oftest ridderen der til daglig står for at holde styr på hirden. I hans eller hendes fravær plejer man i stedet at udnævne en Hirdmester.

Derhjemme har stormandsslægterne ofte haft adgang til kammerpiger, pager og andre tjenere, men det hårde korstog har slidt på ressourcerne, så store tjenerstaber er ikke længere normale og slægtsmedlemmer, har måtte ty til at varte dem selv op.
I fordums tid, før kristendommen gjorde sit indtog i Kongedømmet var det normalt at holde trælle. Trælle anses dog nu for at være en barbarisk skik, og er bandlyst af kirken.

En ting der er lige for alle stormandsslægter er at man bedømmes på jord og prestige. Jo mere jord man ejer og jo større ens befæstede gård er, jo højere rangerer man i hierarkiet. Prestige opnås jo tættere man er på kongen og på de store handlinger, som slægten kan udføre deriblandt at besidde et af de tre embeder, Kansleren, marsken og drosten. Begge er alfa og omega for en stormandsslægt. Tag mest mulige besiddelser og bevar slægtens ære og position for enhver pris.

Hvad handler stormandsspillet om:

Kom bedst muligt ud af forhandlingerne når de besejrede venders jord skal fordeles: Hvis man ikke kan forhandle tilstrækkeligt jord ind, vil slægtens status som stormandsslægt ikke kun bibeholdes. Der er ikke noget at vende hjem til i Dalen, og får i ikke jord i Venderland går jeres Stormandsslægt til grunde.
Få mest muligt prestige: Få en vigtig post til slægten og hvis man ikke går efter kronen, så i det mindste sørg for at den kandidat jeres slægt støtter kommer på tronen, så vedkommende kan skænke jer et stykke land for jeres tro støtte.
Få statueret din slægts magt og position: Lad ingen være i tvivl om, blandt vendere eller andre stormandsslægter, hvem jeres slægt er eller hvad den står for. Hvis ingen ved hvem I er, så er I ligegyldige.

Hvad handler stormandsspillet ikke om:

At undertrykke vendere: Venderne er besejret, har bukket knæ og bekendt sig til den kristne dåb. Nu skal man opbygge et rige, hvor de bliver rygraden i stedet for de fæstebønder, der blev taget fra jer og efterladt i jeres gamle hjemland.
At være rig: Stormandsslægterne er ikke rige (endnu), så de kan ikke slippe afsted med at nyde livet og drikke alt øllet på kroen uden en bekymring i livet. På nuværende tidspunkt ejer slægterne intet indtil vendernes land er blevet fordelt, så får man intet i forhandlingerne mister slægten sin stormandsstatus.
At være hemmelige: Det er fint at lavede luskede underhåndsaftaler, men skal man vise magt, må man stå ved sine handlinger og ord. Så skal ens slægt være noget ved musikken, må man stå offentlig frem og proklamere sine intentioner.

 

Venderland:

Venderne er et folkefærd der minder om en blanding af vikinger og slavere. De lever i et stort land øst for kejserriget, og syd for dalen. Landet har ikke nogen central kongemagt, men er i stedet regeret af lokale konger, høvdinger eller råd der alle regerer deres egne riger. Grænserne på disse er fastlagt af naturlige barrierer så som bjerge, skove og floder, og det er derfor sjældent at de flytter sig, på trods af interne stridigheder. Selvom man har en fælles identitet som Vendere, har rigerne ikke den store loyalitet overfor hinanden, og alle forsøg på at samle riget under en højkonge er hidtil fejlet. Det er dog sjældent at der direkte udbryder åben krig imellem to kongeriger, da en intern svækkelse vil åbne landet op for krig med dets naboer, og i stedet tåler man og handler med hinanden i det fællesskab man har som vendere.

Riget munder ud mod nord til et smalt hav der adskiller Venderland fra Kongedømmet hvor Stormandsslægterne kommer fra. For den nordligste del af Venderland har dette altid været den naturlige vej på togt, hvor venderne har bemandet deres drageskibe og sejlet til fjerne riger, og hjembragt trælle og kostbarheder. Som en del af disse har Dalens kyster altid været et yndet mål, hvor man både som en del af længere togter, og på små korte har angrebet og plyndret uagtsomme bosættelser i Dalen.

Som vender har man alle dage tilbedt de gamle mytiske guder. Man har fra kejserlig side forsøgt at missionere, men uden held, og man har aldrig været i stand til at samle hærstyrken det ville kræve at tvinge Hvide Krist ned over Venderne.

Modsat dalens stormandsslægter er Venderland inddelt i ætter. En æt er en slægt på et langt større plan end en stormandsfamilie, og alle vendere tilhører en æt. Ætten er venderens slægtsnavn, og en Vender vil derfor introducere sig som ‘Bjørn (fornavn) søn af Ulfred (fars navn) af ætten Karlfager (ætavn) eller kortere: Bjørn af Karlfager.

Alle vendiske ætter har en ætlinge familie og denne er den mest magtfulde og indflydelsesrige i hele ætten. Ætlingefamilierne har skabt deres magt på succesfulde togter, hvor de har samlet kostbarheder til at belønne deres betroede folk og hjembragt trælle til at dyrke endnu større landområder.
Det er denne familie der taler på ættens vegne, men samtidig tager de også ansvar for, beskytter og tilser deres slægtninges interesser. Den fattigste bondemand af en given æt, har ret til at træde for ætlingefamiliens ældste og tale sin sag. Der ligger stor vanære i ikke at kunne varetage sin æt, og alle medlemmer har derfor betydning. Tillidsbåndet mellem ætlinge og æt går dog begge veje, og hvis man vanærer ætten, kan man af sin ætling blive erklæret ætløs, hvilket betyder at man pludselig står uden beskyttelse.

Overhovedet for ætlingeslægten, kaldes også ættens ældste, selvom dette ord nærmere referer til positionen frem for personens alder. Den ældste er oftest det ældste medlem i ætlingefamilien, og efterfølges af personens ældste søn eller datter. Selvom der er en svag tendens til at favorisere sønnen frem for datteren, grundet samfundets vægt på krigeregenskaber, er mænd og kvinder dog lige blandt venderne, og man sætter i stedet langt større pris på egenskaber som visdom, vilje og styrke, end køn. Der er intet der forhindrer en kvinde i at slås, eller en mand i at lade være, selvom krigerkulturen i højere grad bifalder kvindes tilvalg, end mandens fravalg.

I Arkona blev området indtil for nyligt styret af et råd af de lokale ætlinge, det såkaldte ældsteråd. Her sad de ældste fra alle ætterne samlet, og tog i fællesskab de vigtige beslutninger i byen og sørgede for et solidt forsvar, samtidig med at de holdt hinanden i skak. Efter at nogen ætter er blevet udryddet, og andre har mistet deres toneangivende medlemmer, er magtbalancen i rådet dog skiftet, og ætter der før blev talt hen over har fået en stemme, mens andre ikke længere har styrken til at komme til orde. Selvom ældsterådet ved indtagelsen af byen officielt er blevet afsat, er det svært at opløse traditioner der har eksisteret så længe nogen kan huske, og det siges at ældsterådet stadig mødes i hemmelighed for at diskutere områdets fremtid.
Alle kan som udgangspunkt gennem deres ætlinge eller ældste få bragt emner op på ældsterådsmødet. Det er dog kun ældste der kan indkalde til et møde, og det er også kun disse der har taletid, med mindre at de videregiver den til en person der skal fremføre en given sag for rådet.
Ældsterådet fungerede også som områdets domstol, hvor de ældste i fællesskab traf afgørelser når en anklage blev fremført, eller medlemmer fra to ætter ville gifte sig.

En ætlingefamilie består som regel af den Ældste, og dennes ægtefælle. Da ægtefællen oftest er gift ind fra en anden æt, eller oprindeligt ikke er en del af ætlingefamilien, arver denne ikke posten som Ældste efter sin ægtefælle, men opnår at blive et respekteret medlem af sin ætlingefamilie.
Det er oftest den Ældstes ældste barn der arver positionen efter sin far eller mor, hvis denne har vist sig værdig under sin opvækst. Ellers er det ikke uhørt at posten tilfalder en yngre søskende, hvis ættens ældste når at ændre arvefølgen før sin død.
De unge mennesker i ætten der ikke står til at efterfølge deres fader eller moder gifter sig oftest enten ind i en anden ætlingefamilie, eller til anden side. I denne forbindelse mister de ikke deres position som ætlinge, men titlen bliver hverken givet videre til deres børn eller ægtefælle. Andre vælger ikke at gifte sig, men bliver i stedet og finder en funktion i familien. Denne kan eksempelvis være at stå for ættens huskarle eller skolingen og opdragelsen af de unge ætlinge.

Før stormændene kom, var det almindeligt at hver æt havde en stående styrke af huskarle. Mænd og kvinder der var trænet til at bære ættens rundskold og forsvare dens ære i kamp, samt drage med på de årlige togter, og bringe rigdomme hjem til ætten. Størstedelen af huskarlene mistede deres liv under belejringen, da de heltemodigt kastede sig først i kampen mod stormændene, mens dem der overlevede nu har fået frataget deres skjolde, og i stedet forsøger at gøre sig nyttige for deres æt på anden vis.

Huskarlenes verden er ikke den eneste der er blevet vendt op og ned. Ved indtagelsen af byen er alle blevet tvunget til at modtage den kristne dåb. Enhver vender lever med målet om at dø som en ærlig og skattet person og drage til De Evige Skove hvor ættens forfædre venter, men med dåbens vand vil man i stedet komme i det kristne paradis. De kristne har også forsøgt at forhindre at man begraver de faldne i overensstemmelse med de gamle skikke, og man frygter nu at Hel vil gøre dem til frygtelige gengangere, hvis de ikke bliver begravet ordentligt.

Et andet problem, der er opstået ved dåben er at den kristne kirke har lovgivet af ingen nye trælle må tages ind i et hushold.
Mange af de unge kristne stormandsdøtre- og sønner har råbt højt op om at trælle i sig selv er en ukristen handling og besiddelse og at alle trælle skal frigives her og nu. Det må og skal stoppes af flere årsager. For det første vil det ødelægge Ætlingefamiliernes økonomi, da de er afhængige af trælle til at dyrke deres store landområder. For det andet vil de frigivne trælle blive anset for ætløse og ikke have en plads i samfundet, som andet end daglejere og tiggere.

Heldigvis har vendere altid levet i harmoni med skoven og det mytiske der gemmer sig i den. Selvom De Fire syntes at være blevet tavse, lever Hels væsner endnu, og måske holder de nøglen til at omgås dåbens vand og sikre sig en plads hos sin æt i De Evige Skove.

Hvad handler venderspillet om:
Sikre sig ættens ære og besiddelser: Stormandsslægterne har besejret jer eftertrykkeligt og nu handler det om at holde på hvad I har. Det er nu at der skal laves aftaler med den kommende magtfaktor om støtte til gengæld for at beholde ættens jord og eventuelle trælle.
Sikre sig adgang til De Evige Skove: Mange vendere vil undgå at komme i det kristne Paradis og i stedet søge til De Evige Skove efter deres død, hvor fortidens ætsfrænder venter. Her kan skovens lunefulde væsner måske hjælpe, og dog skal man tage sig i agt, for de er skabt af underskovens mørke, og det er ikke altid de har gode hensigter. Måske har nogle af de kloge mænd og koner overlevet stormændenes heksebål, og kan rådgive om hvordan man formilder dem?
Få bugt med gamle rivaler: De forskellige ætter har i generationer ligget i fejde med hinanden og nu er der mulighed for at få bugt med de ætter, der har været irriterende igennem en længere periode. Stormændene skal fordele jord og ejendom mellem sig, og nu kan I sørge for at det bliver jeres rivalers jord de sætter sig på og ikke jeres.

Hvad handler venderspil ikke om:
Oprør: Venderne har tabt og må se sig slagne. Det er der ingen der kan modstride, nu handler det om at komme bedst ud af en dårlig situation, og for mange vil det måske være en mulighed for at hive sin egen æt op i hierarkiet. Spillet handler derfor ikke om at myrde stormandsslægterne når de tisser, og omvendt handler stormandsspillet ikke om at undertrykke jer. Ligeså handler venderspillet ikke om at lave en plotbombe ude i skoven, der med magi og trolddom kan spise stormændene, men i stedet om at bruge det mytiske spil til at sikre sit eget efterliv i De Evige Skove.
At drikke dovne lunken øl af en lerkop: Selv den mest uambitiøse vender burde have i sinde enten at gøre sit for at ætten kommer godt ud af forhandlingerne, hjælpe nogen fra ætten i det eller i det mindste interessere sig en kende for det. I det mindste deltage i spillet om ikke at komme i Paradis ved at opsøge i det mytiske spil i skoven.

 

Kejserriget:

Syd for dalen og vest for Venderland ligger det store Kejserrige. Kejserriget er en stor og veludviklet civilisation, der med deres egne ord er langt foran både de barbariske vendere og bondske folk fra Dalen. Kejserriget består af en række bystater der alle svarer til Den Hellige Kejser, en titel der er gået i arv fra fader til søn i den hellige familie, så længen nogen kan huske. I mange år har den fyrige Otto d. 3. siddet på den gyldne trone, og styret kejserriget med en fast hånd.

Kejseren regerer sit imperium fra hovedsædet i byen Ravenna, den største by i verden. Det siges at den kun er overgået i størrelse og skønhed af guds eget rige. Ravenna ligger i kejserrigets hjerte, og meget få der bevæger sig til Dalen eller Venderland har nogensinde set den i egen person. I stedet kommer de oftest fra de nordligere byer, så som Lybæk og Kiel.
I de store kejserlige byer er det ikke usandsynligt at man finder universiteter, biblioteker og katedraler. En by som Kiel, er langt større end Lidris og Arkona til sammen, og har man aldrig været der, er det svært at forestille sig en by hvor man ikke kan se fra den ene ende til den anden.

Folk fra Kejserriget der rejser til Dalen eller Venderland er enten handelsmænd eller kirkelige embedsmænd, meget få fortrækker nordens og østens landlige små byer og købstæder, og folk fra Kejserriget der ikke har en god grund til at rejse derhen, er derfor et sjældent syn i de to nabolande.

Venderland er dog rigt på pelsskind og rav, hvilket har fået enkelte dristige kejserlige handelsmænd til at gå på kompromis med deres civiliserede skikke, og bosætte sig i Vendernes handelsbyer. Her har etableret handelsmonopoler og er blevet rige på at eksportere vendernes rav og skind til Kejserriget til gengæld for eksotiske varer så som krydderier.

Det er ikke længere muligt at tilmelde sig som kejserlige folk til scenariet.

null