Forhistorie

Borgerkrigen i Dalen

For få år siden herskede der fred i Dalen. Riget var styret af den aldrende konge Knud den Gamle, mens Stormændene i deres lener nød en høj grad af selvbestemmelse. Alle bønder var stavnsbundne, hvilket betød at de ikke havde tilladelse til at gifte sig ud af, eller på anden måde forlade det len de var født i. Samtidig var de også underlagt et antal hoveridage, der i nogen lener medførte at fæstebønderne brugte mere tid på at høste Stormandens korn end deres eget. Sidst men ikke mindst havde stormanden også ret til at kalde så mange mænd der var i stand til det i leding. Denne ordning nød Stormændene godt af, mens den blandt bønderne oftest ikke var særlig populær.

Stavnsbåndet kom i fare, da Knud den Gamle gik bort, og hans unge og idealistiske søn Vilhelm den gode satte sig på tronen. Vilhelm havde et ønske om at samle sit rige, og regere det langt mere selvstændigt end sin fader. At ophæve stavnsbåndet faldt dog ikke i god jord hos en gruppe af stormændene, og da hverken konge eller stormænd ville bøje sig brød en borgerkrig ud. Stormændene der gjorde oprør havde alle deres grunde. Nogen ville ikke miste den belejlige arbejdskraft de havde i de stavnsbundne bønder. Andre havde et retfærdigt forhold til deres bønder, men kæmpede for den ret de havde til at bestemme over deres eget len, i stedet for at lade sig regere af Vilhelms idealistiske galestreger.

Under en samlet front kæmpede de oprørske stormænd, og efter et par afgørende sejre stod de også til at vinde. Vilhelm gav dog ikke op så let, og var villig til at gøre alt for at beholde sin trone. Som et sidste desperat træk valgte han at pantsætte store dele af Dalen til den Kejserlige hertug i Lybæk, til gengæld for en hær af Kejserlige lejesvende.

Lejesoldaterne fra Kejserriget blev tungen på vægtskålen, og med deres hjælp fik Vilhelm endelig tvunget de oprørske stormænd i knæ. De ledende kræfter i oprøret blev henrettet på Stortorvet i Lidris, mens resten blev sparet af Vilhelms barmhjertighed. Hertug Severin af Lybæk skulle dog have det land han var blevet lovet i pant, og alle der havde løftet sværd på den tabende side i borgerkrigen fandt hurtigt sig selv hjemløse.

Snart ville Kejserlige adelige bosætte sig på de gamle slægtsgårde, spise stormændenes flæsk og drikke af deres øl. Svigtet af kronen, valgte man i stedet at kigge mod korset. Det var vel kendt at hertugen af Lybæk var den største verdslige magt i det nordlige kejserrige, men det var også velkendt at han ikke kunne udstå den største gejstlige magt, Ærkebiskoppen af Kiel. For at vinde gunst hos Ærkebiskoppen, og for at få guds velsignelse til at skære et stykke land ud til sig selv, valgte resten af de tabende stormænd og deres familier at drage på korstog til det hedenske Venderland.

Målet var den nordlige handelsby Arkona, der var et lokalt magtcentrum i området, og efter en blodig rejse lykkedes det korsfarerne at indtage den. Nu er det op til stormændene at beslutte hvem der skal være konge af deres nye rige, og hvem der skal have hvilket stykke af det. Men området omkring Arkona er ikke stort, og der er ikke stykker nok til alle.

Korstoget til Venderland

I Venderland havde man ellers i mange år levet et fredeligt liv. Man var på god fod med sine naboriger, og togterne havde i mange år gået godt. For et par år siden havde en kejserlig handelsmand haft held med at bosætte sig i byen, og bytte vendernes skind og rav, til gengæld for eksotiske varer og krydderier.

Alt det ændrede sig da Stormændene angreb. Man havde oplevet angreb før, men aldrig af denne kaliber, og efter et par ugers belejring måtte byen overgive sig. Dagene der fulgte var blodige og forfærdelige. Stormændene havde ingen respekt for de vendiske traditioner og helligdomme. Dem der valgte at kæmpe imod betalte dyrt med deres liv, og hele ætter gik til grunde under indtagelsen af byen. Til sidst var der kun dem tilbage der valgte at bide deres vendiske stolthed i sig, og overgive sig til overmagten.

Statuerne af de fire, Rod, Perun, Vida og Vhale brændte og uden vølverne og goderne syntes guderne tavse. Nogen så muligheder hos den nye Kristne gud, og den magt der tydeligvis lå i hans kors. De er begyndt at bejle til stormændene, i håbet om at vinde deres gamle status tilbage som kristne stormænd. Andre har valgt at sætte deres lid til den af De Første, hvis statue ikke er blevet brændt. Men Hel og hendes børn er lunefulde allierede, og uden goderne og vølvernes vejledning kan de være mindst ligeså farlige som stormændene fra Dalen.

null