Rustninger og våben

Korsfærd er ikke et kampscenarie. Her vil altså ikke være nogen markslag, og vi stræber også efter, at konflikterne ikke nødvendigvis bliver forløst med kamp. Der er derfor opsat stramme retningslinjer for, hvem der må medbringe hvad, fordi scenariet ikke skal handle om hvem, der har den største våbenmagt.

Rustningspoint:

Hvis man har rustning på, har man et antal Rustningspoint, og de virker nøjagtig ligesom ekstra HP. Når man bliver skadet, mister man først sine RP, og derefter sine HP. Har en rustning mistet alle sine rustningspoint, skal den tilses efter kampen og er efter en gang symbolsk banken, eller endnu bedre – et besøg hos en smed, klar igen. Det er arrangørerne, der afgør, hvor mange rustningspoint, din rustning giver, og de vil blive delt ud inden spilstart.
Stilen til scenariet er alt det gode fra vikingetiden og middelalderen, så hold dig venligst indenfor denne brede tidsramme, og spørg endelig arrangørerne til råds, eller kig i kostumeguiden, hvis du er i tvivl om dit udstyr passer ind. Kostumeguiden vil komme i slutningen af 2018.

Pladerustninger og deslige er forbeholdt Stormænd. Selvom din rolle måske har gode grunde til at have en ringbrynje liggende, fordi han har samlet den op fra en falden soldat, så er det ikke tilfældet her.
Reglerne er ikke tænkt som, at hvis en tilfældig person samler en brystplade op, kommer der en rød firkant rundt om den med teksten ”wrong class, too low level”. I stedet er de et udtryk for, at personen ikke ejer den slags eller har adgang til det. Vi ved godt, at miljøet flyder med flot rustning (tak for det, Krigslive), men lad det i denne omgang blive hjemme, hvis du ikke spiller en pladeindpakket rolle.
Er du i tvivl om din rolle må bære rustning eller våben, er du velkommen til at kontakte arrangørerne.

Hvem har adgang til hvad:

Rustning:

  • Bølleroller i alle grupper må have en metal hjelm og en slagkofte, hvis det passer til rollen.
  • Vendere kan også bære læderrustninger, så som lamelrustninger eller bregandiner.
  • Stormænd må bære ringbrynje og/eller simple pladedele, så som en brystplade eller et par pladeskuldre.
  • Hirdsmænd må bære slagkofter, hjelme og bregandiner i læder.

Våben:

  • Alle i byen må have et lille håndvåben, dvs. en kniv, en bøllekølle eller en økse.
  • Hirdsmænd kan også bære stridsøkser- og køller. Hirdsmænd må desuden bruge stagevåben. Der må max være 2 stagevåben pr. stormandsgruppe.
  • Stormænd er de eneste, der må bære sværd, da sværdet i denne sammenhæng er et statussymbol, og måden man skiller pøblen fra det bedre borgerskab.
  • Alle ætter har et slægtssværd, der før angrebet på Arkona blev båret af ættens ældste. Ætlingefamilier dvs. lederen af en æt, har derfor lov til at medbringe 1 sværd til scenariet, men må ikke bære det offentligt i byen.

Skjolde:

  • Skjolde, så som kite shields og rundskjolde er forbeholdt stormændene og enkelte af deres hirdsmænd. Tårnskjolde er ikke tilladt. En gruppe må max. have skjolde med til halvdelen af gruppen.
  • Små fægteskjolde er tilladt blandt bøller og vendere.  Ved indtagelsen af Arkona valgte man at brænde størstedelen af de tilbageværende rundskjolde for at kontrollere befolkningen, og det er kun meget få rundskjolde, der nærmere er familierelikvier end beskyttelse, der er undsluppet flammerne. Derfor har venderne ingen rundskjolde til scenariet.

Våben, du ikke må medbringe til scenariet:

  • Pistoler: Ingen har tænkt på at få krudt til at skyde en kugle af sted endnu, og ingen til scenariet kender derfor til krudtvåben eller savner at have dem.
  • Stagevåben: På trods af at man selvfølgelig kender til stager, daneøkser og hellebarder, er der på grund af balancen til scenariet desværre ikke nogen til stede i Arkona.
  • Buer: Man har selvfølgelig buer til jagt, men på grund af balancen til scenariet, er de ikke tilladt i kamp. Rigtige stridsmænd og -kvinder ser deres fjender i øjnene og lægger derfor deres buer fra sig, når det kommer til kamp. Vil du have en bue med som rekvisit til et jagtselskab, må du gerne tage den med – udelukkende som en rekvisit. De samme regler gælder for armbrøster.
  • Tårnskjolde: Stridsmænd- og kvinder af venderslægt og fra Dalen kan godt lide at bevæge sig, når de slås, og tårnskjolde er derfor stærkt umoderne, og ikke noget man overvejer at bruge i kamp. Er du i tvivl om dit skjold er for stort, så spørg arrangørerne.
  • Plejl: På trods af at bøllekøller er tilladte, tillader vi ikke kædevåben til scenariet. Så selvom plejlen er ved at få en renæssance i dansk live, skal den i denne omgang blive hjemme.

Reglerne er til for at skabe en ubalance mellem stormændene og venderne, og vi håber fra arrangørernes side, at I ikke vil se dem som begrænsninger, men muligheder for at søge andet spil, end det der findes i en flok vrede bønder, der kæmper stormændene ned med hellebarder og tårnskjolde.
Mener du, at du som overhoved for en venderslægt eksempelvis burde eje familiens rundskjold, er du velkommen til at kontakte arrangørerne.
Arrangørgruppen forbeholder sig retten til at tage våben og rustninger ud af spil, der ikke overholde disse regler, og opbevare dem i bunkeren indtil spilstop.