Død og lemlæstelse

Død

Når konflikterne ruller for fuld skrald, kan det i sidste ende være en naturlig konsekvens at der begynder at dø roller hist og her. Det synes vi som arrangører i princippet ikke der er noget galt i, så længe at det er den naturlige udgang på en udspillet konflikt, der har nået sit dramatiske højdepunkt. Hvis du er i tvivl om den har det, så har den det nok ikke.

Husk: du kan altid kigge forbi arrangørerne og brainstorme over en given konflikt under spillet.

Det vigtige er dog at rollen, der bliver slået ihjel ikke er i tvivl om hvorvidt han eller hun er død. Vi har bevidst valgt ikke at have et bestemt ord for dette, da vi mener at folk er voksne mennesker (eller i det mindste i stand til at opføre sig som så), og at scenerne bliver bedre uden hemmelige kodeord.

Vi har i vanlig stil valgt at inkludere et såkaldt Coup de Grace, som en del af væbnet kamp. Det skal forstås således at hvis man er i væbnet kamp og fælder en modstander (eller en anden gør det for dig) kan man når kampen er slut, og modstanderen ligger ned, slå ham eller hende ihjel, ved at give vedkommende nådestødet. Dette kan for eksempeltvis være en overskåret hals, et afhugget hoved, eller et sværd i hjertet. Gerne mens man udtaler et par episke ord så ingen er i tvivl, eksempelvis “Nu slår jeg dig ihjel din hund.” Husk, at den største høflighed man kan gøre når man slår nogen ihjel, er at give dem en episk død. Lad dem spytte, sige et par sidste ord, og udfør så nådestødet så tydeligt at ingen er i tvivl.

Er et Coup de Grace udført er der ingen vej tilbage, og ingen lægehjælp eller helbredende urter kan vække vedkommende til live igen. Er din karakter blevet slået ihjel, så opsøg i første omgang din egen gruppe, og se om i ikke har noget kostume liggende, så du kan vende tilbage som en ny karakter, der selvfølgelig ikke er din afdøde karakters tvilling. Ellers så opsøg arrangørerne, så vi sammen kan finde på noget sjovt du kan spille resten af scenariet.

Muligheden for at dø, er et tiltag vi har taget meget bevidst, for at det ikke skal blive ”gratis” at gå i kamp mod en overlegen fjende. Vi håber at det får folk til at tænke sig om en ekstra gang før de går med i en kamp, de ikke er 100% involveret i.

Lemlæstelse

Generelle fysiske afstraffelser, der ender ud i lemlæstelser skal gennemtænkes. Er det sjovt for den anden part og kan det lade sig gøre rent praktisk (hvordan skal han skjule sit nu afhuggede ben eller arm). Det er f.eks. noget lettere at spille på at man nu mangler et øje, har sin brækkede arm i en slynge, eller halter på sit kvæstede knæ, end at man mangler sit ene ben.

Som alt andet: Vær ansvarlig og tænk dine handlinger igennem.