FAQ

Hvorfor koster scenariet 800 kr, er det ikke ret dyrt?

Det mener vi rent faktisk ikke. Vi leverer huse, samt rigtige middelalder telte til hele scenariet. Vi leverer mad, der er inkluderet i prisen og selvom vi er jyder, er vi ikke nærige med at bruge deltagernes penge på deltagerne.

Formålet er at lave det bedst mulige scenarie til spillerne, ikke at tjene penge til foreningerne. De 800 kr. er altså en pakkeløsning, der inkluderer både kost og logi for at bruge et gammelt udtryk. Det får I ikke mange andre steder.

Yderligere skal det nævnes at man kan købe en af de 40 fattigrøvsplads til 700 kr, og kan spare 50 kr. mere, hvis man er medlem af enten Den Glemte Legion eller Einherjerne. Dvs. du reelt kan komme ned og betale 650 kr. for scenariet. Det synes vi er skamløst billigt kontra hvad du får til gengæld.

Hvor fantasy bliver det?

Khypris foregår i Warhammer verdenen, der som bekendt er en fantasy verden om end en meget dyster og ond fantasy verden.

Derfor er der selvfølgelig plads til masser af fantasy elementer til scenariet, så hvis du har en drøm om at spille dværg eller ville elske at lave et elver enklave, så kan der blive plads til det. Eneste betingelser er at det skal være gennemtænkte koncepter, der passer ind i settingen. Skriv en mail, hvis du har en ide du gerne vil gennemføre.

Fantasy skal dog være gennemført fantasy, så vi forventer mere af den slags grupper end de andre…

Hvad kan man ikke spille?

Der er en række ting man ikke kan spille til scenariet, ikke fordi det ikke passer ind i settingen, men fordi at de rent spilteknisk ikke passer ind.

Den første ting er troldmænd og andre roller, der er i stand til at kaste magi. Vi kommer ikke til at have regler for magi, da vi mener at det ødelægger helhedsindtrykket og skader mere end det bidrager. Derfor kommer der ikke til at være magiudøvere til scenariet.

Den anden rolle er heksejæger, da sådanne roller ikke passer ind i et multikulturelt samfund. Den eneste heksejæger, der er til scenariet er den døde heksejæger, der blev trampet ihjel af pøblen, da han prøvede at brænde en indbygger.

Den tredje type er grupper, der af den ene eller anden grund er afhængig udelukkende af våbenmagt. Eksempelvis grupper af lejesoldater, hvis eneste formål er at vente på at blive hyret til at tæve en anden gruppe. Dermed ikke sagt at man ikke kan spille tidligere lejesoldater, der nu er i byen med et andet formål.

Jeg var med til alle de gamle Khypris scenarier og jeg endte med at blive overgeneral ærkebiskop for Manann. Kan jeg stadig spille min gamle rolle?

Man kan ikke spille sine egne gamle roller. Dog er der den undtagelse at man godt kan genoplive gamle koncepter, så længe det er andre folk der spiller rollerne.

Altså kan man godt komme som de legendariske Klauengeld eller Pirrazo handelshuse, og endda genbruge rollenavne og koncepter, men de der spillede dem originalt kan ikke spille samme roller igen.

Vi ved godt at tidslinjen ikke rigtig passer, mellem dette scenarie og de gamle Khypris scenarier, men det skal man ikke tage så højtideligt.

F.eks. kan man finde en gammel navngiven rolle frem og lade en anden spille den igen, selvom de ifølge de gamle scenariers tidslinjer ikke burde være født endnu. Dette mener vi passer godt ind i remake konceptet…

Vi forbeholder os retten til at afvise gamle koncepter, der ikke passer ind (og måske aldrig gjorde det).

Alle mine venner skal til fest den weekend og jeg er helt alene. Kan I hjælpe?

Vi har stor fokus på grupper til scenariet, så man skal have et godt koncept for bare at tulle rundt som enkeltperson.

Vi vil dog opfordre alle folk til at bruge vores forum, der kommer op samme tid som hjemmesiden til at søge grupper i. Typisk er der også grupper, der søger ekstra folk. Altså hjælp, til selvhjælp.

Kan man ikke være med hvis man er under 16 år.

Jo det kan man godt, men hvis man er under 16 år skal man spille sin egen alder. Dvs. du kan ikke spille den gamle krigshærdede veteran, hvis du er under 16 år. Dog er der mange andre ting at spille i den aldersgruppe og vi vil hjertens gerne se dig til Khypris – År 1.

Jyderne er nogle sindssyge grej nazister, skal jeg også være det for at deltage?

Hvad folk lægger af kræfter i deres kostumer og lignende er deres egen sag. For os er det vigtigste helhedsindtrykket. Uld, hør og andre naturmaterialer vil altid få dit kostume til at ligne tøj frem for et kostume, men omvendt kan man sagtens lave superfedt grej i andre (og billigere) materialer, som f.eks. bomuld.

Det vigtigste for os er at du prøver at anstrenge dig for at tage kostume på, så du ligner den kultur du er en del af. (der vil komme en kostumeguide op på hjemmesiden).

Jeg har hørt at til Jyde scenarier skal man bare stå og lave mad hele dagen, imens man klapper sit kælekål.

Vi vil gerne gøre fodringsprocessen så let som muligt for vores deltagere. Dette har vi tænkt os at opnå ved at købe madvarer ind til morgenmad og frokost, som ikke skal tilberedes og ellers sørge for at det centrale madudlveringssted udleverer færdiglavet varm mad, så folk kan få deres varme aftensmåltid en gang om dagen.

Således behøves du ikke selv tilberede din mad under scenariet, men kan fokusere på at spille din rolle og endnu vigtigere fokusere på alle de fede konflikter og det dramatiske rollespil du har gang i.

Det store mål vi skyder efter er selvfølgelig at lave kulturvarieret mad til byens forskellige borgere, så de kejserlige indbyggere kan få stuvet kål med flæskesteg imens tilianeren spiser sin lasagne og pochetta.

Betyder det så at jeg skal spise jeres mad?

Hvis du finder en eller anden pervers lyst i at stå og røre i kødgryder hele dagen, vil vi selvfølgelig ikke dømme dig. Til gengæld vil vi gerne høre fra grupper, der gerne selv vil lave mad, så vi kan købe nogle ingredienser ind til dem.

Jeg kan ikke tåle spidskommen og jeg får krampetrækninger, når solen står højt. Hvad gør jeg?

Vi kan ikke tage hensyn til alle folks madvaner og forskellige allergier. Vi må stole på at folk er voksne mennesker og passer på sig selv. Derfor bliver der som udgangspunkt ikke taget hensyn til enkeltpersoner.

Så hvis du er allergisk overfor almindelige råvarer, bør du selv sørge for noget mad. I særlige tilfælde kan vi godt finde plads i vores kølecontainer til mindre portioner mad.

Du kan selvfølgelig altid få at vide hvad, der er i aftensmaden ved at henvende dog til vores dygtige og flinke køkken.

Jeg har hørt at når jyderne afholder scenarier, så er der store byer. Skal jeg være med til at sætte det op?

Ja det er rigtigt at vi elsker at bruge meget tid på at opsætte så gode kulisser som muligt, primært fordi vi gerne vil give vores spillere så flot en legeplads som muligt og fordi vi tilsammen ejer en kæmpe flåde af præfabrikerede huse. Det ville være en skam ikke at bruge dem.

Men fryd dig kære deltager, for en samling af helte, vil sætte scenariet op for dig, så du bare skal komme og indrette dit hus.

Fedt skal jeg så heller ikke pille ned?

Vi kører efter devisen, har du været med til at lege, skal du også rydde op. Et lille team af hårdt arbejdende mennesker har ved scenariets begyndelse brugt en lille uge på at stille op, og de samme folk skal ikke bruge en uge på at pille ned igen. Specielt ikke når alle erfaringer viser at deltagerne kan gøre det i ro og mag på en for – og eftermiddag.

Vi satser på at være færdige søndag d. 9 juli omkring kl: 18.00 med at pille ned, så der kan folk budgettere med at tage hjem, men hvorfor tage hjem, når man kan blive og deltage i en af Forlevs nærmest mytiske efterfester?

Hvad er en dårlig rolle?

Vi mener at dårlige roller er roller, der er afhængige af at ødelægge andre folks roller eller spilmuligheder. Et godt eksempel herpå er en snigmorder, der ikke har andet at lave end at dræbe andre spillere.

Roller der er baseret primært på udstyr eller på en scene. F.eks. en rolle der er bygget op om at han har en kanon, eller en rolle der er bygget op om en enkeltscene (som han eller hun venter på opstår). Fokuser på at have nogle klare målsætninger i stedet for og lav roller med ambitioner.

Hvad er en god rolle?

Vi mener at gode roller, er rolle, der har masser af mål de gerne vil opnå under scenariet og som kan vinde sine konflikter uden at nødvendigvis at dræbe andre roller. En god rolle er ikke nødvendigvis en ”vigtig” rolle, men en der bidrager med gode rollespilsoplevelser til sine omgivelser, om det så er overfor dine venner eller komplet fremmede.

Vi (arrangørerne) elsker konflikt rollespil, så for os er det vigtigt at alle roller er i stand til at kunne håndtere sådanne, uden nødvendigvis bare at ty til dødelig vold, ved første mulighed. Den gode rolle er derfor bygget således at den kan agere på spilskabende måder når den bliver presset. Hvis du er i tvivl om hvad det indebærer eller om din rolle er god, er du meget velkommen til at kontakte os.

Hvad er en dårlig gruppe?

Lige som en dårlig rolle er en rolle som ødelægger spil, så gælder det samme med grupper.
En gruppe som ikke kan aktivere sig selv, og sidder og venter på at underholdningen kommer, er ikke specielt nyttig.
Grupper, der kun har planlagt intern spil, og ikke aktivt indgår i relationer til andre grupperinger.
Grupper som med det samme tyr til dødelig vold når noget går dem imod dur heller ikke.

Hvad er en god gruppe?

Grupper som har indbygget spil, som kan underholde både gruppens medlemmer og inddrage andre spillere.
Grupper der går ud og gør ting. og på den måde skaber spil for andre.

Gruppen bør have en indkomst, nogle klare mål og ting der skal gøres i løbet af scenariet.
Når man har nogle klare holdninger til f.eks. lovgivning, de andre kulture, så man kan involvere sig i de konflikter der er i byen. Brug Facebook til at skaffe kontakter, både venner og fjender blandt de andre spillere.

Kan jeg så ikke komme med mine venner og blot hygge mig?

Jo det kan man godt. Man behøver ikke at bruge scenariet på at rende rundt og spille konfliktspil.
Men vi forventer selvfølgeligt at man stadigt spiller sin kultur (opførelse og mode) og sætter sig ind i de primære konflikter der er i byen. På den måde kan man stadigt snakke med, når der diskuteres politik på kroen om eftermiddagen.

Hvis man primært er til hyggespil, vil vi opfordre folk til at spille grupper, der ikke aktivt opsøger konflikter, og som ikke eskalerer voldsomme situationer. Husk at bare fordi man lige har overskud til en konflikt her og nu, kan man ikke undsige sig følgeeffekterne 4 timer senere fordi man ikke gider mere…

Hvad er jeres politik mht. alkohol og euforiserende stoffer?

Der vil komme til at optræde alkohol til scenariet, da vi ikke mener at vi vil have voksne spillere til at drikke saftevand og lege at det er vin. Vi vil dog arbejde med at fortynde øl med ting såsom hvidtøl, så man beholde følelsen af øl uden at man nødvendigvis bliver stjernestiv. Euforiserende stoffer gider vi på ingen måde, så vær søde at lade være.

Hvad bliver balancen mellem plothammer og sandkassespil?

Scenariet er baseret på konflikter grupperne imellem, hvilket kan defineres som sandkassespil, men der hvor vi gerne vil lægge vores fokus er at koordinere meningsfyldte og spændende konflikter og fjendskaber grupperne imellem.

Dvs. vi vil som arrangører hjælpe med at opstille de konflikter, der overordnede kommer til at herske, hvorimod de mere personlige konflikter enkelt rolle til enkelt rolle er op til spillerne selv. Vi vil arbejde med at de forskellige gruppers målsætninger og samtidig arbejde med at grupperne ikke kun har mål de vil opnå, men også helt specifikke ting, de vil modarbejde.

Det er vores håb at disse simple værktøjer kan bruges til at skabe noget fantastisk og spilskabende konfliktspil. Vi har også tænkt os at operere med en lille, men dynamisk NPC gruppe, der kan sprede lidt mørk fantasy stemning og lægge op til små plots. Fokus vil dog stadig ligge på konflikt spil mellem grupper, fraktioner og kulturer.

Forvent derfor ikke at NPC gruppen kan underholde dig en hel weekend, men se dem som fede indslag.

Skal man medbringe ingame sovegrej eller må jeg godt bruge min sovepose?

Man må gerne bruge soveposer og anden moderne sovegrej. Dog skal man sikre at folk uden for gruppen ikke skal se på det, man kan f.eks. camouflere det med et tæppe. Alternativt, så kan man pakke sit sovegrej væk om morgenen (dette gælder selvfølgeligt også for moderne tasker,overtøj osv).

Undtagelsen er hvis man spiller en rolle som ikke har fast bolig. Så skal man sørge for at ens sovegrej er af en form som ser “tidstypisk” ud.